PRESENTACIÓN!!! (præsentation, hæhæ)

Så for dælen, nu er der noget at fortælle igen!! Fredag den 23. (lidt over en uge siden) afholdte min klasse og jeg (samt endnu en klasse) noget der hedder "Presentación de la remera" (præsentation af trøjen). I quinto (afgangsåret af secundary school) fejrer man, at man snart er færdig med skolen. I Resistencia (for det afhænger meget fra by til by, har jeg fundet ud af fra nogle af de andre udvekslingsstudenter) går det vildt og sjovt for sig. Siden april har vi klippet og klippet fem-taller (fordi vi er i quinto, som betyder 5.). Formålet med alt vores klippearbejde var at pynte skolen op den fredag den 23. I pauserne stod min klasse og den anden klasse i midten af skolen og dansede, hoppede, løb, klappede og bare nød det glædelige øjeblik - selvfølgelig med vores egne t-shirts og jakker. Hver quinto designer deres egen t-shirt og jakke, som derved viser, at de er de ældste.

 

Vores t-shirt er (som ses ovenfor) blå med orange. På de venstre bryst står forbogstavet på ens navn, så jeg har et orange L (surprise). Bagpå står der 55 med orange, samt "Nacional" som jo er navnet på min skole.

Torsdag aften inden præsentationen i skole, pyntede vi op med alle de ting, vi havde lavet. Jeg kunne vise jer en masse billeder, men det vil stadigvæk ikke vise, hvor flot det var pyntet. Det var jo et helt andet sted - det var ikke min skole (som forresten ligner et fængsel både inde- og udefra)

Vores "flag" som bliver hængende hele året. Og ja, mit navn er der også :-) 

Og om fredagen gik det løs! 

Til slut kom alle de andre quintoer også ind i midten, og dansede, hoppede, løb, klappede, grinede og nød øjeblikket med os. For mig var det en helt ufattelig oplevelse, for sådan noget har vi ikke noget i nærheden af i Danmark. Balloner og konfetti kommer ned fra loftet, løber fra den ene ende til den anden, for at glide på knæene (hvilket gav mig et ret stort, blåt mærke), hoppe i en kæmpe cirkel mens der råbes "BARILOCHE BARILOCHE" (en by i det sydlige Argentina, hvor alle quintoer tager til i august for at feste, så der skal jeg ikke med, ÆV). Da klokken ringede ud, stod min og den anden klasse ude foran hovedindgangen med "sne på dåse", som vi sprøjtede på alle dem, der kom ud, små stakler!

EFTER snesprøjtningen var der en party-bus (coleloco), der ventede på os, og vi kørte rundt til alle de andre skoler i Resistencia og sang og råbte, mens vi kørte forbi! Det er noget, der heller ikke lige sker i Danmark; at man kører rundt i bus, hængende ud af vinduet med det mest populære, argentinske cumbia hamrende ud af højtalerne, mens man sprøjter sne og råber slagsange. Til sidst blev vi sat af på plaza, hvorfra nogle gik til et sted, for at spise, mens andre tog hjem. 

Og hvis alt det der lyder nice, så kan jeg godt sige jer, at festen var endnu nicere! Vi holdte forfest sammen med den anden klasse, og det var vildt fedt, for i skoletiden holder man sig som regel sammen med sin egen klasse. Der blev danset og snakket, og klokken 1:30 kom party-bussen igen, og kørte os til det diskotek, hvor selve festen blev holdt. Der blev også danset og hoppet og sunget. Derudover var der fyrværkeri. Når der afholdes præsentations-fester, tager halvdelen af Resistencias unge som regel til festen, så vi var ret mange, kan jeg love jer! Dagene efter blev der selvfølgelig snakket om festen, og "evalueringen" endte vist på, at det var en ret god fest. 

Jeg nød virkelig at opleve det her, for det er slet ikke noget, man oplever hver dag. Det var bare en glædesdag for alle, og det kunne uden tvivl mærkes! Det var så skønt, og vi snakker stadigvæk om det. Det er det, alle mine veninder har set frem til lige siden de startede i secundary school. Så det var en ret big thing for dem. 

BUENOS AIRES!!!!!!!!!!!

Ja, jeg lever stadigvæk, I skal ikke bekymre jer om mig, intet nyt er jo godt nyt, hæhæ. Men ja, nu har jeg en MASSE at fortælle! For jeg har nemlig været i Buenos Aires, Argentinas hovedstad! Faktisk blev jeg ret meget i tvivl om, om det overhovedet var i Argentina, fordi det bare er så anderledes fra ALT det, jeg har set her. Det minder alt for meget om en europæisk storby, Buenos Aires minder på ingen måder om Nord- eller Sydargentina. Der er højhuse så det vil noget, der er mennesker der bare suser afsted, fordi de har et eller andet de virkelig bare skal nå, der er kæmpe shopping-centre, masser af gadebutikker, busser overalt, undergrundstoge, parker så det vil noget, kæmpe, brede veje så der er plads til Buenos Aires travle trafik og så meget mere! Helt ufatteligt. Fantastisk by, hvis I spørger mig.

Jeg var afsted med to danske piger, Line og Hanne (de har vel være nævnt et par gange efterhånden), og vi boede hos min første værtssøster, Esperanza. Hun studerer på universitetet i Buenos Aires, men heldigvis var der ingen skole de dage vi var afsted, hverken for os eller hende, så hun var vores personlige guide. Hun bor i en lejlighed alene cirka 20 minutters bustur fra centrum.


TORSDAG

Vi forlod Resistencia onsdag ved 18-tiden og ankom torsdag morgen klokken 7:30. Derefter læssede vi bagagen af hjemme hos Esperanza, og derfra var det BAM! ud og igang. Vi startede med en city tour (som Esperanza havde arrangeret) og vi fik set en masse steder.

Vi holdte siesta i en skøn park centrum, siesta er ikke noget der er indført i Buenos Aires, som det for eksempel er i Nordargentina. Men vi (alle fra Nordargentina) kunne ikke fortsætte dagen uden vores siesta, så der lå vi i parken og sov lidt.

I Puerto Madero gik vi langs floden, og så fandt vi denne lækre isssss

Casa Rosada (Det Lyserøde Hus) svarer til USAs "White House". Præsidenten af Argentina hedder Christina

Puerto Madero. Det er et forholdvist nyt område i Buenos Aires.

Om aftenen var vi i biografen for at se Divergent, og så mødte vi disse to søde fugle, som vi bare måtte få taget et billede med, og tro mig, den lange kø af folk, der ventede på billetter kiggede meget på os. Nok var vi i Buenos Aires, og selvom jeg havde tænkt, at der var flere lyshårede i Buenos Aires, så var vi stadigvæk et sjældent syn.

En stor metalblomst (som jeg ikke kan huske hvad hedder). Normal drejer den sig i den retning solen er, men den var eftersigende gået i stykker…Og vores posering er en joke, just so you know. 

Puente de la Mujer (The Bridge of the Woman)

FREDAG

Fredag tog vi til en forlystelsespark i en by/område der hedder Tigre. Vi tog toget derhen og brugte hele dagen der. Forlystelsesparker er ikke det, der er allerflest af i Argentina, fik jeg at vide. Men denne var helt i orden. Der var en masse vilde forlystelser (som jeg er stor fan af) og så var der også noget for de mindre. 

En af de vildere forlystelser (dog ikke den bedste hvis I spørger os)

Forlystelsesparken hedder "El parque de la costa" som betyder "Parken ved kysten", hvilket beskriver meget godt hvor den lå. 

Om aftenen tog vi tilbage til byen, hvor vi slog et smut forbi Obelisco (den der høje, hvide stolpe/bygning). Den er placeret på Avenida 9 de Julio, og på denne avenida mødes alle de andre avenidas eftersigende.

Derudover stødte vi på DETTE STED ^^ Yup, den danske ambassade. Desværre var klokken 23 og der var lukket, æv…

LØRDAG

Lørdag startede med en tur i shoppingcenter, og bagefter tog Line og jeg til koncert med One Direction. Lige fra da vi satte os ind i bussen til vi var tilbage i lejligheden 10 timer senere var bare en kæmpe oplevelse. Først og fremmest så vi (erhm.. jeg) forkert på kortet, og vi stod af bussen 2 km for tidligt, ups. Men det tog vi ikke så tungt, så vi gik bare. Vi var lidt i tvivl om, om vi var gået rigtigt, men så fik vi øje på køen. Og så tænkte vi "ahh, det er lige der", men nej… Det var det ikke. Mindst 800 meter senere fandt vi starten af køen. Men ja, vi kom ind, eller alle LØB ind, så vi løb ind. Der var så mange mennesker, det kan slet ikke beskrives. Vi stod så tæt, og alle folk kunne jo sagtens se, at vi var alt forlyshårede til at være fra Argentina… Så vi fik snakket med en masse, og havde en vildt god dag/aften og koncert. 

SØNDAG

Søndag tog vi til et område, der hedder "La Boca", som engang kun bestod af italienere og spanskere. I dag er det et fattigt område, og også farligt hvis man går væk fra "turistattraktionen" som hedder Caminito. Det er nogle små gader med en masse farverige huse og endnu flere boder og sourvenir-butikker samt restauranter. Et af de gode fodboldhold Boca Juniors har også tilholdssted i La Boca. Vi var tilbage i lejligheden ved 16-tiden, og klokken 18 kørte vores bus mod Resistencia.

Vi var tilbage i Resistencia mandag morgen efter en goooood tur i VIP-bus med gode sæder, der kunne slås godt ned, wifi og mad

Jeg havde sådan en skøn tur til Buenos Aires, og er fuldstændig vild med den by! En eller anden dag SKAL jeg bare tilbage dertil. Det er som sagt så anderledes fra resten af Argentina. 

Og hvad er der sket siden sidst??

Jeg tænkte lige, at dagen i dag burde ende i en opdatering til jer i Danmark. Siden den 18. marts, hvor jeg sidst opdaterede og fortalte om skolen, der startede men ikke rigtigt startede på grund af konstant lærerstrejke, er der sket lidt. 

Jeg tilbragte lidt mange dage på at være syg, hvor jeg bare tog min lille forkølelse som en dansker, og drak the og lå lidt i min seng, og det blev bedre. Dog begyndte det at slå til igen i begyndelsen af denne uge, og tirsdag blev jeg faktisk slæbt på HOSPITALET (lidt af en overreaktion, hvis man spørger mig), men det er det, man gør her. Jeg blev kigget lidt i halsen, og fik nogle allergi-piller, selvom det jo ikke var allergi, da jeg formåede at smitte nogle af mine veninder om mandagen. Derudover fik jeg en injektion i ballen, det synes jeg bestemt var en overreaktion, da jeg jo blot hostede. Men stukket i ballen, det blev jeg, og det er helt normalt her, at de stikker en i ballen, når man er lidt forkølet. Jeg fik det bedre af det, så da jeg var klar til skole torsdag, var der en "offentlig strejke", hvilket betød, at hverken busser eller taxier, lærere og andre offentligt ansatte strejkede. Så ingen skole til mig, da jeg endeligt var klar. Fredag var der dog skole, selvom kun det halve af min klasse dukkede op på grund af regn. 

FORRESTEN er den 1. april her IKKE Aprilsnar. Mine veninder fortalte mig, at de har noget der minder om den 1. april, blot den 28. december, men det virkede ikke til på dem, at det er noget, man gør noget ud af. Den 1. april er altid "forberedelse til mindedag for Falklandsøerne", fordi den 2. april er mindedag for Falklandsøerne. Ja, de der øer øst for Argentina, som briterne satte sig på, hvoraf der så opstod en mindre krig mellem Argentina og England. Det kan stadigvæk mærkes i dag, hvis man nævner England, kan nogle argentinere være sådan helt "England, pfff. Sikke noget værre noget". 

Den største "nyhed" herfra siden sidst er, at jeg i dag skiftede familie. Klokken 10:30 lørdag morgen skiftede jeg adresse endnu en gang. Jeg har det helt fint med det, jeg er glad for at prøve noget nyt. Min nye familie har tre døtre - to hjemmeboende, der går på universitetet, og en datter på udveksling i Tyskland lige pt. Denne familie bor i centralt, med gåafstand til min skole og centrum. Jeg har ikke boet her så længe endnu, men indtil videre er alt godt, og det her kan godt gå hen at blive godt, så det synes jeg bare er rart. 

Og skolen startede

Mandag den 17. marts startede skolen LANGT OM LÆNGE! Egentlig var første skoledag den 14., men eftersom det var lærerstrejke, blev det ikke til noget. 

Det er dog ikke det vigtigste, det vigtigste er, at skolen startede. Efter næsten fire måneders sommerferie. Det startede ud med det sædvanlige: hilse på flaget, og derefter almindelige timer. Da klokken blev 12, og skolen var slut, startede "quinto"-glæden. Jeg er i "quinto", som afgangsåret. Så alle mine klassekammerater og de andre fra den andre quintoer var alle helt oppe at køre, og rendte rundt med t-shirt lavet til begivenheden, og havde hårbøjler på med et 5-tal og et andet tal, som betyder hvilken klasse man er i. I Danmark bruger vi bogstaver, mens man her bruger tal. Jeg er i 55 (quinto quinta). Der blev sprøjtet med dåsesne, og der var også lavet et stort banner med "promo 2014", altså "afgangsåret 2014". Og så tog man ellers hjem. Min klasse spiste frokost sammen hos en klassekammerat, der boede i nærheden af skolen. 

Men så i dag. Da anden skoledag skulle være sket, regnede der så meget, at ingen tog i skole. Min værtsmor kom op til mig og sagde, at det regnede for meget til at min søster og jeg kunne tage i skole. For mig er det stadigvæk en mærkelig grund til ikke at tage i skole, men jeg kan alligevel godt forstå det. I dag kørte busserne ikke, fordi der regnede så meget. Og når der regner her i Resistencia, er det ikke bare en lille byge. Gaderne bliver til floder, og strømmen går. Derved tager hverken elever eller lærere i skole, så dem der var taget i skole (hvis der overhovedet var nogen, der gjorde det) blev sendt hjem igen, fordi skolen var aflyst eller hvad man nu kalder det. 

Så skulle man jo tro, at der er skole i morgen. Men jeg har lige fået at vide, at der er lærerstrejke, så det kan vi vist godt glemme endnu en gang. Så på et eller andet punkt startede skolen vel, men alligevel. 

Rotex-weekend

Endelig lakker sommerferien seriøst mod sin ende. Om en uge har jeg haft første skoledag i quinto (den sidste årgang), så jeg er i "senior year", wuhuu. I sidste weekend var jeg til et arrangement med de andre udvekslingsstudenter i mit distrikt. Det var en "Rotex-weekend". Så jeg tænker, at jeg lige skal sætte nogle ting på plads.

Jeg er det, man kalder "outbound" i Danmark, fordi jeg er ude af Danmark. Det vil sige, jeg er "inbound" her i Argentina, fordi jeg er kommet til landet, og bor her lige nu. 

Så er der noget, der hedder "rebound". Når jeg kommer tilbage til Danmark, er jeg "rebound", fordi jeg er tilbage igen. Når man er tilbage i sit eget land, kan man blive en del af noget, der hedder "Rotex". Rotex afholder forskellige arrangementer for "inbounds" (udvekslingsstudenterne, der er kommet til landet). Så sidste weekend tilbragte jeg med inbounds i mit distrikt og rebounds, som er medlem af Rotex. Det blev afholdt lidt uden for min by, så jeg havde ikke så langt. Mit distrikt er næsten 700 000 km2, det er jo gigantisk!?!? Mit distrikt i Danmark er Nordjylland og Djursland, det siger altså en del om forskellen på Argentina og Danmark.  Men mit distrikt i Argentina er vist også det største i Argentina. 

Men ja, videre til sagen. Vi var samlet uden for Resistencia, et sted der er lavet til at slæbe en stor gruppe mennesker med ud, for det var det. Sådan et sted, der er velegnet til lejrskole. Der var store rum med køjesenge, kæmpe spisesal og andre aktivitetssale, derudover var der et kæmpe udeareal. Det var så skønt, lige at komme et sted hen, hvor der var ro. Der var ikke nogle larmende motorcykler eller dyttende biler. Det var bare os og de mange insekter, man finder i skoven. 

Det startede lørdag formiddag, og sluttede mandag middag. Vi blev delt ind i hold, og lavede forskellige aktiviteter, det var så hyggeligt og afslappet. Om aftenen var der bål og hygge. Om søndagen var der vandkamp og afslapning, samt nogle få aktiviteter, det kan godt lyde som om, vi ikke lavede så meget, men det var bare rart at slappe af med alle de andre udvekslingsstudenter. Derudover er Rotex-folkene nogle af de dejligste mennesker i verden, så det var bare så afslappet og dejligt og rart og de havde været på udvekslings, nogen havde været i Danmark, så det var bare så fedt at høre deres historier. (Dog var der kun to, der havde været i Danmark, og de bor begge to i Resistencia, så jeg kender dem godt og sådan noget).

Så jeg har bestemt mig for, at når jeg kommer tilbage til Danmark, og er rebound, vil jeg være medlem af Rotex, og hvis der ikke er en Rotex allerede, opretter jeg en. For jeg synes bare, at alle udvekslingsstudenter burde kende til Rotex og lave ting med Rotex. Også fordi det er fedt for Rotex at komme lidt tilbage til det der udvekslingsstudents-samfund. 

Seks måneder i Argentina

Endnu en måned har nået sin tredje uge, hvilket betyder kalenderen siger den 21., som jo var den dato, jeg landede i Argentina den 21. august 2013. Det er ret mærkeligt for mig at tænke på, at jeg allerede har været her i seks måneder! Det er et halvt år, normalt synes jeg, et halvt år er lang tid, men i denne situation, nej. Tiden er bare fløjet afsted. Der har været opture og nedture (heldigvis flest opture) og jeg ved, der kommer flere (jeg regner med at 99% bliver opture). Mere end halvdelen af mit udvekslingsår er gået, og det får mig til at sidde lidt med tankerne. "Har jeg nu gjort alt det, jeg ville?", "Har jeg spildt nogle chancer?" og alle sådan nogle tanker, for det ville jeg hade mig selv for, hvis jeg kom hjem til Danmark, og det gik op for mig, at jeg faktisk godt ville have gjort det og det og det. Heldigvis har jeg stadigvæk lidt mere end fire måneder til at nå alt det, jeg vil. Og til at nyde det fuldt ud. Til bare rent faktisk at kunne snakke med mine klassekammerater, ikke blot min veninder, der har regnet mit spansk ud. Til at komme i gang med alle mulige aktiviteter. Jeg vil hellere have travlt end ikke at lave noget. Til at kunne snakke med de nysgerrige folk i tøjbutikkerne, eller fortælle frisøren om forskellen på dansk og argentinsk frisør. Til at kunne tage timer i at lave argentinsk mad og ikke skulle stå med en ordbog, for at regne noget ud. Jeg kan fornemme, at jeg får det til at lyde som om, jeg er flydende i det spanske, det er jeg jo ikke! Men bare at have det på plads, som jeg har gør, at jeg ikke er så "handicappet " og afhængig længere. 

Det er måske noget, som jeg ikke skulle have gjort: lade sprogbarrieren lamme mig. Fordi jeg ikke kunne noget som helst spansk, da jeg kom, trak jeg mig lidt tilbage. Jeg lavede en masse ting, ja. Men jeg lod sproget holde mig fra mange ting, fordi "hvad nu hvis jeg ikke forstår, hvad jeg skal?". Det er noget jeg fortryder, men samtidig har jeg jo så bare lært til nu, at det skal det ikke længere. Og I skal ikke tro, at det første seks måneder var dårlige: FOR DET VAR DE BESTEMT IKKE!! Eller ville tiden jo ikke have gået så stærkt, vel? :-)   At se tilbage bringer blot et smil på mine læber, og jeg fortryder intet af det, jeg har gjort. 

I seks måneder har jeg boet i et land, der faktisk på ingen måder er velfungerende. Regeringen er lige ud sagt pis, hvilket også har kæmpe indflydelse på økonomien. Det kan derved ses på landet, på husene, på gaderne, på priserne. Men alt det her, er bare det jeg elsker ved Argentina. Det er det mest charmerende land, jeg har været i. Det der med, at der ligger en hulens masse affald på gaderne, er jo et ret sjælendt syn i Danmark, men her er det bare noget "jeg har lært at leve med". Det er en del af charmen. Det er en del af Argentina. Og for jer vil jeg ikke have, at Argentina lyder som et lorteland, for det er det ikke. Som borger i den "første verden"er det en øjenåbner, og et godt slag i hovedet at bo i et land som Argentina (argentinere ser sig selv som en del af "den tredje verden"). Ens værdier bliver der rykket rundt på, og verden er bare generelt helt anderledes. Jeg har lært, hvor meget mere vi skal sætte pris på Danmark og alt det, vi har. Ikke at jeg ikke gjorde det før. Jeg har bare lært at gøre det på en anden måde. Man ser ting, som får ens tanker i gang. Man ser mange ting fra et nyt perspektiv. Man lærer meget om sig selv, om hvor man er i sit liv, og hvor man vil hen. Alt dette, mine damer og herrer, er guldåren ved udveksling. Alt dette, er ikke noget man kan læse om i en bog for at blive klogere på det, eller se en dokumentar om i tv'et. Eller jo, det kan man godt. Men det har ikke samme effekt. Så jeg er bare så taknemmelig over, at jeg sidder her i Argentina lige nu. Selvom der har været nedture, har det hele bestemt været det hele værd. 

Nu må jeg nok hellere smutte hen til min veninde :-)

Hej hej herfra

Los corsos/karneval i San Martin

Her kommer det ventede indlæg om karneval i San Martin! Karnevalet bliver kaldt "Los corsos" blandt argentinere. Det foregik i en by to timer fra Resistencia (så i Argentina ikke så langt væk), og heldigvis kender jeg en dejlig dansker, der bor i San Martin. Så selvfølgelig skulle jeg da opleve Los corsos! 

Inden vi nærmede os januar måned, anede jeg faktisk ikke, at der fandtes karneval i Argentina - i hvert fald ikke på den her måde, jeg troede absolut blot, at det var i Brasilien sådan noget fandt sted! Så da Line sagde, at jeg bare SKULLE med til Los corsos i San Martin, ville jeg da ikke sige nej! Faktisk er der også karneval i nabobyen, Corrientes, men det skulle vist være en del dyrere end det i San Martin.

Jeg vil lige forklare, hvordan Los corsos foregår, for det er ikke bare nogen, der går med store kostumer på gaden. Det er meget mere kompliceret!

Hold

I San Martin er der to hold: Sapucay og Yasipora (jeg er Yasipora). Sapucay betyder noget med skrigende kylling, og Yasipora betyder noget med måne og stjerne. Hvert hold har deres egne slagsagne og meget, meget dedikerede fans! Holdene har et "crew" af dansere, som melder sig frivilligt. I Sapucay skal man selv betale for sit kostume, mens man i Yasipora ikke skal. Sapucay er farverne rød og gul, og Yasipora er sort og rød. Og man er bare FØDT ind i et af holdene, man vælger ikke rigtigt selv. Så hvis man spørger "Hvorfor kan du bedst lide dem?", kan de ikke svare helt præcist på det. Sådan er det bare. Det er familie-mæssigt anlagt. HELDIGVIS for Line og jeg, måtte vi jo helt selv vælge, for vi aner jo ikke noget om førhen. Og den allerførste aften faldt vi bare for Yasipora, så vi rendte rundt og sang deres slagsange (eller den ene vi nåede at lære).

Tema

Hvert år har hvert hold forskellige temaer. I år var temaet for Sapucay "World Cup" i Brasilien, og Yasipora var Las Vegas. Derved er dragterne inspireret udfra ting i hvert tema, og der lavet paradevogne, som også passer til temaet. For eksempel var der en fra Sapucay, hvis kostume havde hentet inspiration fra World Cup-trofæet. Og nogen fra Yasipora forestillede penge og klaver. Jeg blev så fascineret af dragterne, de var så flotte, der var så meget glimmer og glitter og fjer, og jeg synes slet ikke det var forkert eller for meget. Og alle de kvindelige dansere viste jo enormt meget hud, de dansede rundt med mindst en BH (med glimmer selvfølgelig) og en g-streng (også med en masse hurlumhej). Det var minimum outfittet. Størstedelen havde selvfølgelig de der store "vinger" bagud af fjer, jeg ved faktisk ikke, hvad de hedder. 

 Her ses Tyskland repræsenteret af Sapucay

 Og selvfølgelig ville de umuligt kunne have et World Cup-tema uden Argentina!!

 En af vognene fra Las Vegas-temaet, det vil sige Yasipora

Ufatteligt dårlig kvalitet, men dette forestiller opvarmningen til Yasipora, det er altså fans, der står for at få publikum op at køre, og den får ikke for lidt. Der er t-shirt, sort-røde flag, slagsange, røde og sorte "røgbomber", fyrværkeri og så meget mere, der bare giver den der "Vi skal bare leve i nuet"-stemning.

Musikken

Hvert hold havde en kæmpe vogn, hvorpå musikerne var. De sang selv alle sangene, som danserne dansede til. Det lød så godt, og man blev bare så glad! Jeg tager virkelig hatten af for sangerne og musikerne, i mindst to timer stod de bare på den vogn, og gav den for sygt meget gas, skabte en fantastisk stemning og holdt det hele i gang!

Danserne

Alle havde en koreografi, de skulle følge. Der blev virkelig givet den gas, og man blev selv helt i dansehumør, når man stod der på tribunerne, og så på danserne. Og det skal lige nævnes, at det ikke er professionelle dansere, der danser. Det er helt almindelige borgere i San Martin, mange af dem Lines veninder, som vi hang ud med i hverdagene. Men de dansede godt nok godt! Kæmpe stor respekt til dem, tænk at de kunne holde ud at danse så lang tid i den varme, jeg havde det varmt bare af at hoppe lidt på tribunerne! Og noget der gjorde mig endnu gladere end at se alle de kvindelige dansere bare give den gas, var de mandelige dansere! FOR ARGENTINERE (i hvert fald mange af dem) KAN BARE DANSE! Ikke blot til Los corsos, bare generelt. Når jeg genkendte en mandlig danser på gaden, havde jeg bare lyst til at løbe hen til ham, og bede ham om at danse med mig, for det kunne være noget af det fedeste, tror jeg virkelig!

Dronningen

Hvert hold har en dronning, som kommer til allersidst, og som har det størtse kostume, og sikker den bedste krop. Hun står på en paradevogn og vinker til alle, og her pissehamrende godt ud. Men for at være 100% ærlig - så tror jeg det er sjovere at være danser, selvom det er en kæmpe ære at være dronning.

Dommere

Tro det eller ej, så er der en vinder af Los corsos. Det bliver bedømt af dommere, og der dømmes på flere ting: bedste fans, bedste koreografi, bedste kostumer og flotteste dronning. Sapucay vandt for bedste fans (æv bæv), mens set i det store billede, vandt Yasipora (wuhuuuuu), så alt er godt. 

Jeg elsker bare Los corsos, og ville ønske jeg selv havde haft muligheden for at danse! Stemningen var bare så høj, alle var ovenud glade, og det smittede virkelig meget af! Det er nok den mest fantastiske måde at samle folk og glæde på samme tid! Mit største håb er, at det meget snart når til Danmark (hvilket jeg tvivler meget stærkt på!). Jeg kunne faktisk forestille mig, at en typisk, voksen dansker ville synes, at Los corsos ikke er helt i orden, fordi de har så lidt tøj på. For at være ærlig, tænkte jeg slet ikke over det, virkelig! Måske er det fordi man i Argentina bare er lidt mere "korte kjoler, små toppe"-agtig, når man tager til fest eller i byen. Det eneste Line og jeg af og til sagde til hinanden kunne være "Wow, hun har bare den perfekte krop!"

En eller anden dag vil jeg komme tilbage til Argentina og deltage i Los corsos - måske i San Martin, måske et andet sted, det får jeg at se. Men det var bare så fedt at være publikum, så hvor megafedt må det ikke lige være at danse??

LEV I NUET

Det synes jeg var det, Los corsos mindede mig allermest om - at leve i nuet, ikke bekymre sig om i morgen, bare danse, bare smile, bare grine, bare synge, bare have det sjovt. Selvom mange argentinere ikke bor i andet end et skur, eller børnene er nødt til at tjene penge ved at jonglere med bolde ved lysstoppene, så var Los corsos bare bekymringsfri (for mig i hvert fald, og også for mange andre, nok ikke koordinatoren af Los corsos, han susede frem og tilbage hele tiden), men generelt var det bare sådan "Livet er ikke det værste man har", bare smil og grin og vær glad. Så selvom I ikke har været til Los corsos, så husk dette hver dag: smil, grin og vær glad! 

Uha, sikke et budskab jeg fik sneget ind i dette indlæg, hva'?!? Jeg synes bare lige, I skulle have et lille indblik i Los corsos, selvom jeg umuligt har nok ord til at beskrive mine to weekender med karneval, det var bare fantastisk! 

Og så forsvandt januar og det halve af februar - hvor bliver tiden af??

Mine veninder er begyndt at snakke om Valentine's Day den 14. februar, hvilket ikke minder mig om andet, end at så er det halve af februar også gået!?! Tiden går ufatteligt stærkt her for tiden, januar er nærmest fløjet henover hovedet på mig, men det er vel måske godt nok, nu hvor ferien er så lang? (selvom der kun er tre uger tilbage, sådan cirka) Men hvorfor gik januar så hurtigt? Altså jeg ved det godt, så jeg tænkte, jeg skulle fortælle det til jer også.

Line (en anden pige fra Danmark, som bor cirka to timer væk fra mig, og som også er blevet nævnt før) skrev til mig en stille og rolig lørdag, om jeg havde nogle planer, for hun var nemlig i Resistencia. Så hun kom hjem til mig. Og blev der i to uger. Vi lavede alt muligt. Når de to lyshårede går ned ad gaden sammen og snakker et sprog, der snildt kunne være kinesisk fordi det lyder så mærkeligt, bliver der kigget mere end normalt. Vi så Frozen (på dansk hedder den vist Frost), fik gratis behandling på sådan en skønhedsklinik, været sammen med mine argentinske veninder, taget busserne rundt i Resistencia for at se lidt uden at skulle gå rundt og så meget mere. Lige en bemærkning: at betale 4 pesos (mindre en 4 kr.) for at køre rundt med en bus og lege sightseeing, er altså billigt og god tidsfordriv. Dog syntes chauførren det var synd for os, fordi han troede vi havde taget den forkerte bus, selvom vi prøvede at forklare ham, at vi bare ville se lidt andre områder af Resistencia end vi var vant til. 

 Min værtsbror skulle køre Line og mig hen til en af mine veninder, vi kørte forbi huset og skulle derfor vende bilen. Min værtsbror endte med at køre i "grøften" med det ene hjul. I løbet af mindre end 3 minutter stod der 20 voksne mænd omkring os, som bare var kommet af sig selv, for at hjælpe os med at få bilen fri. Så hurtigt var vi videre, men det var godt nok sjovt! Og det med, at der hurtigt var hjælp at få, gør mig bare så glad! 

 Line og jeg var i poolen hver dag før frokost og i siestaen, fordi varmen simpelthen er ulidelig, hvis man ikke lige bliver kølet ned af og til. Det i glasset, er en drik typisk for det nordlige Argentina. Det hedder terere. Det er sådan nogle blade af en art, med et sugerør (hvorpå der er filter, så man ikke suger bladene op) og så hælder man saftevand oveni. Grunden til, at det kun er i nord det drikkes, er fordi det er så afkølende at drikke, og der er brug for noget koldt, nemt og billigt, når man bor i den her varme, kan jeg godt sige jer! Argentinernes forhold til terere er så sjovt, man kan se folk i parkerne, der har taget terere med sig, på scootere med terere eller endda folk i fitness slæber en omgang terere med sig!

Her er et billede af mig og nogle af mine veninder, en dag hvor de kom hjem til mig, så vi kunne hoppe i poolen. Ingen af mine veninder har pool, så de bliver altid så glade, når jeg siger, de kan komme forbi. Især i den her varme, hvor strømmen altid går, når der er allervarmest. Jeg ved ikke, om jeg skal give navne på dem, det glemmer I sikkert alligevel hurtigt igen, fordi for os ligner de altså hinanden - det gjorde de i hvert fald for mig de første to uger! Nok mest pga. alle har mørkt, LANGT hår og mørke øjne. Men det er Melina, Vanina, Camila, Gilda og mig (altså hende med det lyse hår)

Line og jeg lavede også frokost en dag. Menuen stod på kartofler i ovnen, salat (på den danske måde, det vil sige uden salt og olie og eddike og alt det, de putter på her) OG SIDST MEN IKKE MINDST FRIKADELLER (selvfølgelig) Angående det med salaten, der altid er fyldt med alt muligt, så synes Line og jeg, min familie skulle prøve at smage salat uden alt det hurlumhej. De endte dog med at tilberede en masse olie (både solsikke- og olivenolie), eddike og salt. 

Og så var vi inde i en boghandler (hvorfor aner jeg ikke), og vi faldt over denne bog!!! Jussi Adler-Olsen har fundet hele den lange vej til Argentina med sin bog. Den hedder vist "Flaskeposten" på dansk eller noget i den dur. Der blev i hvert fald kigget lidt, da de lyshårede piger jublede, og tog billeder med en bog… 

Efter godt og vel to uger sammen, skulle Line hjem, men vi skulle ikke slippe for hinandens selskab - jeg skulle nemlig med hende hjem, fordi der var karneval i hendes by! Men jeg synes simpelthen, karneval skal have sit HELT EGET INDLÆG, fordi det var simpelthen bare så fedt og flot og fantatisk og uforglemmeligt og og og!! Jamen, wow altså. 

Jul, nytår, familieskift, el campo og en laaaaaang sommerferie tilbage

Nu kommer der et dejligt blandet indlæg med alt det, jeg lige har på hjertet. Så hæng i, for her kommer en masse fra mit argentinske liv!

Jul

I mit forrige indlæg skrev jeg lidt om, hvordan julen vist nok ville være. Nu kan jeg fortælle jer om, hvordan den rent faktisk var. For at være helt ærlig, er jeg lidt forvirret over julen her. Hvilken dato er egentlig jul for argentinerne?? For den 24. om aftenen sad familien samlet, og med familien mener jeg ikke blot mig, min søster, værtsfar og bror. Nej. Bedstemoren, to søstre til min værtsfar, værtsfarens bror og hans kone og datter fra en anden by sådan cirka 4-5 timer væk, kusiner og fætre, min værtsbrors forlovede og hendes nærmeste familie, min værtssøster som bor i Buenos Aires tilbragte også julen sammen med os SAMT min værtsmor. Det var så dejligt bekræftende. Selvom mine værtsforældre har været skilt i tre år, holder de jul sammen, og min værtsfars familie behandler min værtsmor, som om de stadigvæk var gift. Jeg har sikkert glemt nogle personer. Da jeg spurgte om et antal på, hvor mange vi ville blive sådan cirka, lød svaret "30". Den skulle jeg lige sluge, det er slet ikke normalt for mig at holde jul med så mange mennesker. Første forskel. Anden forskel: der var alt, alt for varmt til at gøre noget som helst andet end at sidde tæt på loftsventilatoren eftersom vi sad udenfor. 

Ved 22-tiden begyndte vi på aftensmåltidet, og jeg kan godt sige jer, der var meget mad. Men det er jeg vant til fra den danske jul: mad, det skal der være for meget af. Vi spiste indtil klokken 00, hvor der blev skålet med champagne, og givet kram og kys på kinderne og man fik sagt god jul. DERFOR har jeg en grund til at tro, at den argentinske jul falder den 25. Når jeg har spurgt, har svaret altid været lidt uklart, synes jeg. Og den 24. siger man slet ikke god jul eller noget. Men den 25., der kan jeg godt tage at sige jer, der fik jeg øvet sætningen "Feliz Navidad". Nå, ja. Efter der var blevet skålet og sagt god jul, blev der uddelt gaver. Bare sådan uddelt. Og jeg sad der og forventede ingenting for at være ærlig. Men pludselig endte jeg med at sidde med en fin, lille stak. Ret overrasket kan man vel sige jeg var! En af mine gaver bestod af et par lyserøde underbukser, for det viste sig, at man kun har lyserøde underbukser på nytårsaften. Ved 2-tiden sev mængden af gæster ud, og julen var i princippet overstået. Jeg tog hen til en af mine veninder fra min klasse, hvor vi var seks piger, der lige "fejrede" lidt jul sammen. Det var ret hyggeligt, og helt uvant for mig at tilbringe noget af min tid juleaften sammen med veninder. Men hvad er ikke helt uvant for mig?

Nytår

Min nytårsaften vil jeg ikke umiddelbart sige var en kæmpe fiasko. Det var ret sjovt, synes jeg selv. Jeg har det sådan, at jeg ikke vil sammenligne jul og nytår alt for meget med det danske, fordi der er absolut intet forkert ved nogle af måderne af fejre på. Så når jeg vurderer, om jeg har haft en god jul eller et godt nytår, vurderer jeg det ud fra min argentinske skala, mit argentinske liv. Og derfor vil jeg sige, at jeg havde et godt nytår. Sammen med min værtsmor spiste vi aftensmad sammen med min værtsmors veninder. Det var ret sjovt at møde dem, de er så søde. Da uret viste 00, var der små diskussioner om, hvorvidt klokken var præcist 00 eller hvad den nu var, der blev kigget på forskellige telefonure og armbåndsure. Så det blev ikke taget så tungt. Klokken 00 var der champagne (ligesom juleaften) og man gik rundt og gav knus og kys på kinderne og ønskede hinanden et godt nytår. Da der var blevet krammet og kysset, tog jeg lidt tid for mig selv på tagterrassen. Der havde jeg en udemærket udsigt over Resistencia og de mange flotte farver på himlet. DOG ANBEFALER JEG AT MAN BEFINDER SIG I ET AF BYENS HØJESTE HUSE, NÅR MAN FEJRER NYTÅR I EN STORBY! For der var en del bygninger, der gemte på noget flot fyrværkeri, men ja. Jeg så det. Mens jeg stod der, kunne jeg ikke lade være med at fælde en lille tåre til ære for Danmark og alle jer derhjemme. Og en tåre til ære for 2013, for wow, det har nok været det skøreste, vildeste og allerbedste år for mig. 2013. Sikke et år. Også en tåre for det nye år, og alle de ting, der vil ske, både gode og dårlige. Da jeg var færdig på tagterrassen, hentede min værtsmor og jeg Nele (pigen fra Tyskland), og dernæst kørte min værtsmor os hen til en af vores klassekammerater, hvor vi var en time, og bare sad og snakkede med forældrerne og tanterne og onklerne, der synes det var ih og åh noget så spændende, at deres datter/niece var veninder med europæere. Det var enormt hyggeligt, og en stor bekræftelse i, at argentinere er et åbent folkefærd. Ved 3-tiden blev vi kørt til en privatfest hos en eller anden dreng fra min skole. Jeg kender ham ikke, og jeg hilste aldrig på ham, FOR HOLD DA HELT OP, DER VAR MANGE MENNESKER. Først troede jeg, at vi var til fest på sådan en græsplæne med en stor mur omkring, hvor der lige var blevet smækket en DJ op. Senere fandt jeg ud af, at det bare var haven til det hus, der lå længere nede i haven. Så ja, man kan vel sige, at det var ret stort. Og der var ret så mange mennesker. Altså personlig ved jeg slet ikke, hvad jeg ville sige til mine forældre, hvis der allerede var 80 mennesker i min have, og der stod endnu 100 ude foran porten, og pressede på porten for at komme ind. Godt der var dørmænd. Da Nele og jeg blev hentet, kunne vi knapt nok komme ud for mængden af mennesker, og hvis porten blev åbnet for meget, ville folk på den anden side af porten bare udnytte det, og komme ind. Konklusionen er, jeg havde en god nytårs aften. Og selvom mine amigas ikke kan forstå hvad jeg skriver her, er jeg bare så glad for at have dem. De gør alting så meget lettere.

Husskift, men ikke familieskift (endnu)

Den 25. december flyttede jeg hus. Ikke familie. Bare hus. For min værstsøster skulle rejse til Chile for at besøge en veninde, som hun mødte under sit udvekslingsophold i Danmark. Derfor skulle jeg så have boet med min værtsfar, men familien havde tænkt, at det ville være bedre for mig at flytte hen til min værtsmor den sidste tid, fordi hun var mere hjemme end min værtsfar. Så den 25. var alle mine pakkenelliker klar. Og dér slog det mig: hvordan i alverden skal jeg nogensinde formå at få min bagage med hjem, når jeg ikke engang kunne begrænse mig og holde mig til min kuffert efter 4 måneder? Men det får jeg at se til den tid. Efter at have fået bakset alle mine sager op på 2. sal i lejlighedskomplekset (der heldigvis har elevatorer, gudskelov), havde jeg fået mig endnu et hjem. Og i løbet af blot ni dage sammen med min værtsmor i hendes lille lejlighed, følte jeg mig så dejligt meget hjemme og godt tilpas der, at jeg faktisk ikke havde lyst til at skifte familie overhovedet. Jeg ville bare gerne have lov til at bo med hende i hendes lille, dejlige, søde lejlighed resten af året. Hun arbejder ikke særligt meget, hun snakker som et vandfald, er god til at finde på samtaleemner, så man får i hvert fald øvet sit spanske meget, hun er en rigtig single-kvinde, der lever single-livet og tager med sine veninder på stranden eller tager til kosmetolog og sådan noget. Derudover var det bare som om hun forstod mig. Med hende var alt bare så rart, og det er det stadigvæk! Jeg besøger hende ofte, selvom jeg ikke bor hos hende. Jeg tror bare, hun er rigtig god til at sætte sig ind i en udvekslingsstudents situation. Så ja, jeg savner hende da, selvom jeg ser hende. Den 3. januar blev jeg hentet af mine nye værtsforældre. Så blev der startet et helt nyt kapitel.

Familieskift

Som sagt blev jeg hentet den 3. januar. Familien består af en mor, en far, to døtre (hvor den ene er på udveksling i Frankrig lige nu) og den anden er 8 år. Derudover har jeg en værtsbror, men han er kun i Resistencia i januar, eftersom han bor og studerer i Cordoba. De bor langt væk fra centrum og altid. De bor ikke på bøhlandet, men det er bare ikke her, der sker noget overhovedet. Heldigvis skal det nok gå. Jeg vil ikke lyve for jer, jeg synes I skal vide, at udveksling ikke er lutter lagkage. Familieskift har faktisk været svært for mig, sværere end jeg troede, det ville være. Det er bare en kæmpe omvæltning, mest fordi mine to familier på ingen måde minder om hinanden. I min første familie var jeg meget, meget selvstændig, og gjorde stort set alt selv. Skulle jeg et eller andet sted hen, kunne jeg nemt tage en taxa, fordi jeg boede så centralt. Ellers kunne jeg gå. Derfor kunne jeg også være ude til klokken 21, og hvis jeg var sammen med andre til senere. I min nye familie er de meget familie. Vi spiser altid sammen, og generelt tilbringer vi meget tid sammen - hvilket helt klart er godt! Bare en omvæltning. Men min nye hverdag er bare meget anderledes også nu. Fordi jeg bor langt væk ("langt væk" er cirka 5 km fra centrum af byen, og ja, befinder mig stadigvæk i Resistencia med masser af mennesker og huse omkring mig). Men så må jeg bare omlægge min daglige rutine. Derfor tilbringer jeg nu formiddagen med min nye værtssøster i poolen, med fjernsyn eller leg. Så spiser vi, lille siesta (som jeg ikke sover, fordi jeg sover længe) og ved 16-tiden kører mine værtsforældre til centrum, fordi de arbejder der. Enten kan jeg køre med dem, eller også kan jeg tage bussen lidt senere. Klokken 20-20:30 er mine værtsforældre færdige med arbejde, og kører hjem, hvor jeg så kører med. Så dagligt tilbringer jeg tid i centrum (som jeg nærmest altid har gjort). Enten hænger jeg ud med folk, går lidt rundt alene eller er i firness et par timer. Nogle dage er dog lidt anderledes, heldigvis.

Er det måske lidt hjemve?

Måske er det lidt et savn efter min danske familie. For nu har jeg jo et "rigtigt" familieliv her, så måske har det vækket minderne om, hvordan mit danske familieliv er, og sådan noget. Og som jeg sagde før, så vil jeg ikke holde sådan noget her skjult for jer, for dette er også en del af udveksling: at man savner. Sådan noget skal man tage med. Men det beviser bare over for mig, at jeg ved jeg har en familie og masser af venner hjemme i Danmark, som jeg elsker, og som jeg selvfølgelig glæder mig til at blive genforenet med. Til trods for det, skal jeg også minde mig selv om, at tiden løber ud. Det nye år er startet, og jeg kan knapt nok nå at blinke, før mit udvekslingsophold er omme. Selvom det til tider er svært, er det sådan det er. Og jeg regner stærkt med, at den her savne periode/hjemve snart er ovre. 

El campo - "gårdbesøg"

Tirsdag ved 14-tiden tog jeg med mine veninder til en gård, hvor vi skulle tilbringe eftermiddagen og lidt af aftenen sammen med nogle klassekammerater, fordi en af drengene tager på udveksling snart. Det var cirka 30 minutters kørsel fra Resistencia, og det var virkeligt et dejligt sted. Vi tilbragte bare tiden i poolen, men det var virkelig en stor gård. De havde ikke, så vidt jeg så, nogle dyr udover hunde og katte. Her bruges el campo bare som et weekendstilflugtssted. Men det var superhyggeligt, og rart med en lidt anderledes dag. Og enormt rart med noget fred fra storbyens larm. Misforstå mig ikke, jeg elsker at bo i Resistencia, storbyen (eller hvad man nu skal sige) er lige mig, jeg elsker at der altid er liv, der sker altid et eller andet. Men det er altså også rart for ørerne at komme væk fra dyttende bilhorn og sådan noget. Vildt hyggeligt var det i hvert fald, og der kunne jeg tydeligt mærke, at mit spanske har flyttet sig så meget i den rigtige retning siden november, hvor jeg sidst var i skole. 

Stadigvæk halvanden måned tilbage

Sommerferien er uendeligt lang, men det gælder bare om at tage den dag for dag. Om morgenen ved jeg aldrig, hvad jeg skal lave i løbet af dagen, det finder jeg oftest først ud af i løbet af siestaen. Men personligt synes jeg, at tre måneder er en lang, lang sommerferie, lidt for lang efter min smag, men så har jeg jo også prøvet det, det kan jo ende op med, at jeg synes den var for kort!

BEKLAGER AT JEG IKKE LIGE KUNNE VARIERE LIDT MED NOGLE BILLEDER, men det er jeg bare ikke supergod til at få taget (hvilket jeg uden tvivl kommer til at hade mig selv for, og allerede gør lidt)

Lyskæder i palmetræerne - en anderledes jul

Nu kan jeg vist ikke trække den længere. Julefreden har lagt sig helt over Danmark, til trods for den sne, der aldrig faldt. Jeg kan lige forestille mig, hvordan nisserne står i mit danske hjem, eller hvordan min hjembys gader er lyst op og det store juletræ på Torvet, der bare skriger jul. Jeg kan forestille mig julestressen i Aalborgs gader og folks varme påklædning. Alt dette er kun noget jeg kan sidde her, og forestille mig. For i år er alting anderledes for mig. Jeg synes det er vildt spændende sådan en oplevelse her, for jeg har aldrig prøvet andet end den danske jul. Jeg har set lidt om julen i USA på grund af de mange julefilm, men ellers ved jeg ikke specielt meget om jul i andre lande. Argentinsk jul er meget anderledes fra den danske jul. 

I Argentina er der sommer lige nu. Det vil sige over 35 grader. Det er nok den første store forskel. Derudover er argentinsk jul ikke så materielt, som den danske jul. Danmark er et land i "den første verden", mens Argentina er en del af "den tredje verden". De har ikke mange penge til overs til en hulens masse julepynt, gaver og julelys. I mit hus har vi et lille juletræ af plastik, og så hænger der lige en lille julemand i stuen også. Det er det. Selvfølgelig er det forskelligt fra hus til hus, nogle huse her er også godt udstationeret med julelys må jeg da indrømme. Butikkerne prøver at sprede lidt juleglæde ved at have et skilt hængende i vinduet med ordene "Feliz Navidad", som betyder "God jul". I den største park i min by har de også bygget noget, de kalder for "Julemandens hus". Så selvfølgelig er der nogle juleting hist og her. Forresten så jeg en lyskæde i et palmetræ, og jeg var nødt til at grine lidt. Det virkede bare så forkert for mig, et palmetræ kunne ikke være mere eksotisk og sommerferie-agtigt, alligevel var der en lyskæde i palmen. Men som min værtsfar forklarede mig, er det ikke det materielle, der bliver lagt allermest vægt på. Argentinsk jul er en meget åndelig jul, man tilbringer meget tid sammen med familien. Ikke fordi vi ikke også gør det i Danmark, for det gør vi jo. Vi samles, spiser, snakker og uden at vide af det, værdsætter man det, man har. Dansk jul er noget af det bedste, jeg ved. December er en måned på året, hvor jeg aldrig kan rives ned. Men dansk jul kan godt gå hen, og blive lidt for meget gaveræs. Jeg skypede med min familie tidligere i dag, og noget af det første der blev sagt var "Der er simpelthen så mange gaver i år!"Ja, gaver er noget der viser, at man sætter pris på hinanden. Personligt har jeg overhovedet intet problem med det, med at den danske jul er meget materiel, men også spirituel. Det gik bare lige op for mig, da jeg spurgte min værtssøster til råds om, hvad jeg evt. kunne købe til min værtsfar, at gaver ikke er det vigtigste. Hendes svar var: "Det er tanken, der tæller". Så sandt som det jo egentligt er sagt, tog jeg det til mig. Jeg lod min dansker-bekymring sive bort. 

Jul er hjerternes fest. Jul er familie-tid. Jul er traditioner. Jul er hygge. Men det er jo bare den danske jul? Jeg er så taknemmelig over, at jeg har denne mulighed: at opleve en anden form for jul, som jo ikke er forkert på nogen som helst tænkelig måde.

Kort om argentinsk jul
Argentinsk jul er ikke fyldt med traditioner. Man spiser ikke noget bestemt Juleaften. Dog skal man sætte juletræet op den 8. december, hvilket er en af grundene til, det er af plastik, da træet umuligt vil kunne overleve denne varme, jeg kan jo knap nok?!? Derudover har pigerne lyserøde underbukser på, og drengene blå. Det bringer succes og held. Klokken 00 er der fyrværkeri (ja, fyrværkeri, og nej, jeg mikser det ikke op med Nytårs Aften) Senere hen på natten tager man i byen med sine venner. Og så var det den jul. Hele familien er samlet, ikke bare mor, far og børn. I aften kommer der både bedstemor, tanter, onkler, kusiner og fætre. Sådan hele bundtet. Sådan gør alle.

 Som sagt er der jo pyntet op nogle steder. Dette er i et shopping-center

Vores lille træ med Jesus, Maria, Josef og alt det, der hører til

Én ting den danske og argentinske jul har til fælles, er, at det er familie-tid. At sprede glæde ved at være sammen, at at værdsætte det man har. Så hav en god jul i Danmark. Nyd hvert sekund, værdsæt hvad I har, smil over de gode stunder, fortræng de dårlige, påskøn livet og alt det, I har som danskere. Efter lidt mere end fire måneder her i Argentina, har jeg lært at værdsætte alt det, jeg har hjemme i Danmark. Først og fremmest har jeg en familie, der elsker mig, og som jeg elsker. Jeg har en seng at sove i, i et hus som er normal størrelse i Danmark, men som vil blive betragtet som kæmpe stort i Argentina. Selvom mange vil rynke på panden, har vi i Danmark et velfungerende skolesystem, som vi burde elske i stedet for at hade. Selvom argentinere ikke har det, som vi har, vågner de alligevel op med et smil på læben, klar til en ny dag. Det er noget af det bedste, man kan dele: sit smil. Så smil, værdsæt og nyd hver dag. 

Jeg vil ikke sidde her, og skrive med en løftet pegefinger, men det er bare en venlig påmindelse, noget som julen er god til at minde os om. 

FELIZ NAVIDAD - GLÆDELIG JUL

PATAGONIA - del 4 (San Carlos de Bariloche)

Efter Esquel ankom vi til turens sidste destination: San Carlos de Baroliche - som i daglig tale bare er Bariloche. Bariloche var turens højdepunkt for mange, af forskellige grunde. Én grund var, at i Bariloche laves Argentinas bedste chokolade - dyrt, men godt. Jeg tænkte, at det var overvurderet, MEN NÆ NEJ, HOLD DA OP, GODT VI KUN VAR DER TRE DAGE! Ellers skulle jeg havde haft to sæder på vej hjem i bussen. "Heldigvis" var det som sagt dyrt, så vi købte ikke så meget… Det var vel både trist og godt. 

I Bariloche kørte vi rundt i bjergene og så noget at den meget europæisk-udseende natur. Derudover havde vi en hel dag afsat til afslutning af turen. Vi var kørt til et aktivitets-sted, hvor der var heste og alle mulige adventure-ting. Det var en vildt god afslutning på en fantastisk tur, og om aftenen sad vi omkring bålet, og dem der havde lyst, kunne sige nogle ord. En dreng fra Indien havde skrevet et lille digt, åha, det var hyggeligt. 

                            

 Udsigten over Bariloche!

 På den forreste hest ses en af de andre danske piger, hendes debut på hesteryg!

 Texas mod Texas. Med bind for øjnene fik man lov til at banke hinanden med poser med halm i.

 Fem piger og fem drenge fra hver bus skulle konkurrere om, hvem der hurtigst kunne komme over et lille bassin med vand. Krøllen på halen var, at der var elastik i snoren, så det var slet ikke så simpelt, som man troede. Og ja, der var både våde sko og bukser.

D4835 og D4845 (vi glemte Dannebrog den dag, æv)

Efter Bariloche kørte vi mod Cordoba, for at blive splittet op. Sammen med resten af udvekslings-studenterne fra mit distrikt (D4845), kørte vi mod Resistencia. Vi forlod Cordoba torsdag den 28. klokken 14, og var i Resistencia fredag klokken 4 om morgenen (jeg har vist allerede fortalt dette, men de skader vel ikke at gentage det). Pludseligt var det bare slut. Bum. Ovre. 18 dage er ikke lang tid, men lang nok tid til at sige "If you ever come to Denmark, tell me".

Jeg har været steder, hvor de fleste argentinere aldrig har været, og nok heller aldrig kommer til. Jeg er så evigt taknemmelig over alle, der gjorde det muligt for mig at komme på denne uforgemmelige rejse. Tak Rotary, både i Danmark og Argentina (selvom mit argentinske Rotary-klub fatter hat af, hvad jeg skriver her), tak til min dejlige argentinske familie (har ondt af dem, de skulle hente mig klokken 4 om natten på en hverdag) og tak til min familie i Danmark! Jeg føler mig så heldig for at det, jeg har oplevet indtil videre! Jeg har mødt mennesker fra hele verden godt og vel. Standardlande som Tyskland, Frankrig og USA, men også Taiwan, Indien, Australien, Mexico, Schweiz - jeg kunne blive ved! 

Det var slutningen på mine laaange indlæg om min 18 dage lange rejse gennem Patagonien. Og sikke en rejse.

PATAGONIA - del 3 (Ushuaia + Esquel)

Efter El Calafate drog vi mod Ushuaia - verdens ende! Det er den sydligste by i verden, dog ikke det sydsligste punkt, det sydligste punkt er Chile, men der er ikke nogen by (eller noget i den stil, sådan forstod jeg det i hvert fald). For at komme til Ushuaia, skal man krydse vand, fordi Ushuaia ligger på en ø (som er provinsen Tierra del Fuego, eller på dansk, Ildlandet). OG for ikke at gøre det mindre besværligt, ligger Chile imellem provinsen Tierra del Fuego og resten af Argentina… Så man skal ind i Chile, køre et par timer og så ud af Chile, for at komme ind i Argentina. Og det kræver jo visum, men heldigvis er jeg europæer, og jeg befinder mig i Sydamerika, så jeg skal bare vise mit pas (og sådan nogle mærkelige sedler, som vi fik af de voksne), og have en stempel der sagde, at jeg forlod Argentina og kom ind i Chile, og omvendt. Så jeg har fået fornyet mit visum nu kan jeg da vist godt påstå, det blev i hvert fald til en masse stempler i passet på de sider, som altid, for it vedkommende, har været tomme (jubii, så er det ikke spild af papir). MEN selvom det lyder som om, det var let at komme ind i Chile, var det liiidt strikst ved grænsen. Vi måtte hverken medbringe frugt, grøntsager, frisk kød eller nødder (det vigtigste for os var nok frugten, fordi vi selv skulle købe og medbringe frokost til køreturen). Derudover skulle vi også, men al vores håndbagage, gå til sådan noget security-agtigt-noget, lidt ligesom i lufthavne, hvor taskerne skulle skannes. Ellers var det meget simpelt: stempel, tjek tasker, videre. 

Vi tilbragte også tre dage i Ushuaia. Den første dag havde vi lidt fritid om morgenen, dernæst skulle vi ud og se slædehunde, altså se. Hverken røre eller køre med dem… Men de var da søde. Ved slædehundene skulle vi også se bævere i deres naturlige omgivelser, dog blev der ikke spottet mange bævere. Så vidt jeg husker, ingen. Dog så vi en ræv (præcis samme slags som i Danmark, som jeg efterhånden har set en del gange), men for nogle var det deres debut! Jeg havde forstået det, hvis det var en af drengene fra Indien, MEN DET VAR EN TYSKER?!? Jeg troede, de havde ræve i Tyskland… Det har de åbenbart også, men de gemmer sig vist ret godt. 

 Velkommen til Ildlandet

 Ushuaia var omringet af bjerge...

 …og lå lige ned til vandet. Kunne det være bedre?

 Fire blonde hoveder, to forskellige nationaliteter: tyskere og danskere

 Her skulle vi eftersigende have spottet bævere

Østrig, er det dig???

Selvom det lyder til, at vi ikke lavede meget i Ushuaia, havde vi en del fritid der, hvilket var enormt rart, så vi havde tid til at gå lidt rundt og udforske den dejlige by.

Efter Ushuaia skulle vi i princippet til San Carlos de Bariloche, men fordi det var så pokkers langt væk, overnattede vi én dag i byen Esquel. For at komme dertil skulle vi jo først ud af Argentina og ind i Chile, for så at komme ud af Chile og ind i Argentina. Køreturen til Esquel tog i alt 35 timer. ALTSÅ 35 TIMER I BUS I STREG! Selvfølgelig stoppede vi nogle få gange, men det var godt nok noget af et ryk, vi tog. Til trods for det var 35 timer, føltes det ikke så lang tid. Men ja, vi nåede frem til Esquel, og der var ikke lagt nogle planer for os, udover et obligatorisk bad. Vi tog afsted dagen efter om morgenen, så det var blot et pitstop. 

Jeg har plottet alle de byer, vi besøgte ind på et kort. Jeg blev selv ret overrasket over nogle af strækningerne, vil jeg indrømme.

A= Resistencia               B= Cordoba                C= Puerto Madryn            D= El Calafate

E= Chaltén                     F= Ushuaia                 G= Esquel                         H= San Carlos de Bariloche

og derefter tilbage til B for at komme til A. Uha, der blev kørt nogle kilometer! 

På Google Maps kan man ikke lave en rute til Ushuaia (fordi det er igennem Chile, kan jeg forestille mig), så hvis vi IKKE havde været i Ushuaia, havde vi kørt godt og vel 8000 km. Og vi kørte i 35 timer fra Ushuaia til Esquel, så vi har kørt en del mere end 8000 km. Argentina er et kæmpe land.